MODEST US

– Stormfuld genfødsel af Psyched Up Janis.

Da dansk musik var allermest præget af afstand til omverdenen, satte Psyched Up Janis alt på et bræt i 1990´erne. De mørke og forjættende sange fra debuten ”Swell” i 1994 blev for mange et pusterum og et modstykke til datidens ironiske distance. I deres forholdsvis korte karriere udviklede musikken sig til en varmere blanding af støj, melodi og længselsfuld melankoli, hvor lydbilledet havde forbilleder i Brian Wilson og Phil Spector.

Den største flamme brænder også hurtigst ud, og i 1999 – 10 år efter bandets dannelse – træk Psyched Up Janis stikket ud, efter et anti-klimaks på Roskilde Festival. Sune Wagner fortsatte med The Raveonettes og adskillelige andre projekter, mens Jakob Jørgensen gik den anden vej, startede familie og fik 4 børn. Wagners bedrifter i The Raveonettes er flittigt beskrevet, og hans rastløse energi har været tændsat lige siden med uforanderlig styrke. Skiftet fra det varme udtryk i Psyched Up Janis til The Raveonettes´ kølige stilistiske støj-pop har virket som et både naturligt og nødvendigt skridt. Dette til trods valgte Psyched Up Janis at genopstå til endeløs jubel for alle dem, der savnede bandet, men aldrig turde håbe på endnu en omgang følelsesladet sonisk udladning. Jeg var til stede til bandet tredje og foreløbig sidste koncert i Vega den 5 Juni.

I starten var de ikke til at få øje på, men lige inden koncerten gik i gang, kom de frem. 90´ er typerne med army-shorts, langærmede trøjer under de kortærmede t-shirts og dreadlocks. Koncerten indledtes med en gammel optagelse af Psyched Up Janis på Rockshow i Sønderborg tilbage i 1995. Men da Sune Wagner, Jakob Jørgensen og Yebo gik til stålet fra start, stod det klart, at der ikke var nostalgi på programmet – dog undtaget de relativt mange crowdsurfere, der lige skulle prøve det igen.
Væk med nostalgi, væk med attituderne. Tilbage stod sangene og funklede som stjerner på en klar himmel. I alt 21 uforlignelige perler fra bandets bagkatalog, der stadig er lige imponerende. Shudder´s angste råb, Airhead´s fortvivlelse, Hopefully´s forløsning og Strange Pier´s forunderlige melankolske billeder af molerne ved Brighton, hvor bandet boede i en periode. Psyched Up Janis havde og har om nogen sangene til at fortrylle et publikum og Sune Wagner havde en forunderlig evne til at sætte alt på spil og sætte ord på ungdommens rastløshed. Inspireret af beatnik poesi som Jack Kerouac, 80´ernes støjscene med bands som Dinosaur Jr. og den glødende passion for storladen pop, var Psyched Up Janis helt unikke på den danske rockscene og i lang tid det store håb om en verdenssucces. Intensiteten og nerven fra dengang var til stede i yderste potens denne aften i Vega, og bandet spillede igen som gjaldt det livet. Publikum reagerede med hengivenhed og energiudladninger som ikke set i lange tider. Blandt de mere uforudsigelige sange på programmet var B-siden til ”Where The Lights Won´t Shine” - ”Everything´s A Blast”, og den helt sublime ”Wild Flames Of Love”, der ellers kun er at finde på outtakes albummet ”Hi-Fi Low Life” der udkom posthumt. Den blev leveret alene af Sune Wagner badet i spotlys som det første ekstranummer.

Musikken har overlevet tiden og bandet, og det virkede derfor helt naturligt, da Sune Wagner til sidst i koncerten sagde ”Tak fordi I har holdt musikken i live”. For i live var musikken i dén grad. På en måde fik bandet endnu engang sat den danske musikscene til vægs, og hvis man skal sige noget som helst negativt om denne aften, er det, at man overvejer om der nogensinde kommer et tilsvarende band i Danmark, der kan nå Psyched Up Janis´ niveau.

Denne aften fik publikum endelig chance for at tilbagebetale Psyched Up Janis for musikken, der betød så meget. Tilhørerne var så meget oppe på mærkerne, at bandet måtte tilbage på scenen, og proklamere at de ikke havde øvet flere sange, end dem der blev spillet. Derfor blev det heller ikke til nogen ”In The Sun”, der er en af undertegnedes favoritter, men i stedet fik publikum lov at bestemme et ekstra-nummer, hvilket ikke helt overraskende blev ”I Died In My Teens”.

Indtil videre var dette sidste show fra Psyched Up Janis. Spørgsmålet er om det en anden gang giver mening at gendanne bandet. Efter denne aften kan man kun håbe.
Sange fra koncerten ud fra albums:

Fra ”Swell” 1994:
”Vanity”
”I Died In My Teens”
“Shudder”
“Modest Us”
Subsonic Why”
New 5”

Fra “Beats Me” 1997:
“Airhead”
“The Stars Are Out”
“Hopefully”
“Don’t You Wanna Know”
“Where The Lights Won´t Shine”
“Strange Pier”

Fra “Enter The Super Peppermint Lounge” 1998:
“Special One”
“Evil Beauty”
“I Think You Suck”

Fra “The Quiet Album” 1999:
Carcrash Ahead

Fra “Hi-Fi Low Life” 1999:
“You´re Faster”
“Wild Flames Of Love”

B-side til “I Died In My Teens” 1995:
“Shoot The Breeze”

B-side til Where The Lights Won´t Shine 1996:
Everything´s A Blast

Fra “Gasolin´ tribute: Fi-Fi Dong” 1996:
“Kvinde Min”